I disse MA/MMA tider hvor diskussionen går højt omkring hvorvidt det er spild af tid at træne kata, vil jeg gerne med dette give min mening med.

Min baggrund for at skrive artiklen er ca 33 år i MA, med henholdsvis Jiu Jitsu, Karate og Boksning. Derudover træner jeg Tai Chi, samt har deltaget i weekend træninger med andre MA former. Disse former er absolut interessante og jeg kan godt forstå at folk falder for dem og træner igennem.

Jeg er dog af den mening at det hele er indeholdt i Shotokan Karate Kata, eller bare i Kata i det hele taget. Dermed ikke sagt at det ikke kan være interessant at inkorporere andre ting i sin karate, bare man ikke ændrer selve essensen.

Jeg forstår og accepterer mange meninger omkring kata træning. Træningen foregår på forskellig måde rundt omkring i klubberne, og dermed vil eleverne også få forskellig forståelse for hvad kata er og kan bruges til og have forskellige tilgange til kata, dermed også divergerende meninger om dem når de diskuteres.

Dermed giver jeg ikke instruktørerne skylden for, at elevernes forståelse for hvorfor vi overhovedet har kata træning, ikke er i orden.
Skylden, mener jeg, ligger hos de Japanere der i tidens løb har undervist os uden at give os de rette værktøjer til at kunne forstå Kata fuldt ud.

Hvis vi ud fra en filosofisk betragning ser på Karate som en krop med organer og det hele, vil jeg betragte Kata som værende hjertet i ”kroppen”. Uden hjertet vil kroppen dø, der vil ikke komme ilt rundt og hjernen og andre organer vil holde op med at fungere. En analogi der måske er lidt langt ude, men alligevel, synes jeg, en ganske korrekt én.

En anden analogi jeg har benyttet mig af før, er at sammenligne karate med en stol med 4 ben, KIHON-KUMITE-KATA, hvor kata INDHOLDET (BUNKAI) er det der er i stand til at give ”stolen” det 4 ben, så det hele bliver mere stabilt.
Kata er TREDIMENSIONELLE: BEVÆGELSE, FORM og PRAKTISK INDHOLD.

Mange betragter kata træning som fuldstændigt spild af tid. Hvis det nu er sådan at man ikke har forståelse eller evne til at tyde og forstå samt formidle til sine elever de bevægelser og deres betydning fuldt ud, er jeg totalt enig.

Jeg mener at de der træner kata med det ene formål at lave flotte bevægelser spilder deres tid, men er dog enig i, at flot er det. De mennesker der kun underviser kata udøvere i at performe kata som en form for koreografi (dans) og ikke kæmpe den, spilder udøvernes tid.

Jeg mener vores (instruktørens) formål er, at formidle karate i ALLE aspekter så intet af indholdet går til spilde. Om springet i Unsu er 1,2 eller 1,4 meter oppe i luften finder jeg totalt ligegyldigt hvis den der udfører springet ikke har nogen ide om, hvad han eller hun laver i resten af kata’en.

Jeg har i de sidste 3-4 år forsøgt at bevæge mig ind i Kataernes ”sjæl”. At forstå de principper der ligger til grund for bevægelserne i kata’erne og er kommet til den konklusion, at det faktisk ikke er nødvendigt at træne 30 kata som vi gør i Shotokan, man kan nøjes med 3-4 stykker.
At det så er sjovere og mere afvekslende at træne mange kata er en helt anden historie. MEN principielt kan man nøjes med nogle ganske få, da det ofte er samme principper der går igen, med små variationer.

I ”gamle” dage var det for øvrigt yderst sjældent at karate mestre kunne udføre mere end en håndfuld kata, man gjorde bare meget mere ud af at træne dem med modstander på. Den måde at træne kata er desværre næsten helt uddød. Bare det at lære kata’erne er vanskeligt for eleverne, mest fordi man ikke træner nær så meget mere som man gjorde i ”gamle” dage.

Før i tiden trænede man hver dag. Funakoshi anbefaler 10-20 minutter hver dag. Jeg oplever elever der træner ganske få gange om MÅNEDEN, og stadig er af den mening at de træner karate !!! formålet med at træne kata skulle gerne skinne igennem i undervisningen, nemlig principperne i at kunne effektivt forsvare sig selv med nogle ganske få og effektive teknikker.

Pat McCarthy, Vince Morris, Harry Cook, Iain Abernethy er bare nogle at de karate ka’er i dag der er innovative og forstår principperne i vores karate, som ingen andre

jeg har mødt. Japanerne er dygtige til mange ting, men hvis de ved noget om Bunkai, så er de ihvertilfælde ikke villige til at dele den viden med os vesterlændinge.

Samtidig er de ovennævnte karate ka’er nogle af de få, der virkeligt forstår og forsker i Karaten. ”Typer” som dem, er det svært at komme udenom, hvis man vil udvikle sin karate udover det som man kan herhjemme.

En anden ting jeg ser som en fordel ved at træne med vesterlændinge, er, at man forstår hvad de siger og mener. De taler ikke et mere eller mindre uforståeligt gebrokkent Engelsk, nogle af de jeg har nævnt har godt nok Skotsk accent eller midtengelsk, men fællesnævner for dem er, at de har en god måde (for mig) at undervise på, humor og masser af fantasi, meget mere i retning af Dansk humor end Japanerne nogensinde kommer.

Jeg er af den mening at det skal være sjovt at træne Karate, det skal være en leg ellers gider jeg ikke. Træningen har været alvorlig nok i alle de år jeg har trænet (ikke helt sandt, noget sjov har vi haft) og jeg gider kun træne det jeg har lyst til.

Nu har jeg så de sidste 4 år rejst til Belgien, USA, England samt fået nogle interessante personligheder hertil med SKIF hjælp. Hvad har jeg lært ? jo, at der er meget mere i karate end Japanerne nogensinde har evnet eller lystet (?) at lære os.

Der er så utroligt mange spændende og effektive teknikker i karate, så mange at der er træning for mit vedkommende til mange år. Principper som jeg kan bruge timevis på at prøve at forstå. Der er skrevet bøger, artikler, lavet DVD’er og video bånd så der er nok at tage fat på.
I princippet er det i orden at kigge DVD’er og læse bøger for at udvikle sig, men det er vigtigt også at forsøge at forstå baggrunden for teknikkerne, så de ikke bare bliver ”noget” der er, og ikke kan forklares.

Alternativet til denne udvikling var sandsynligvis, at jeg var stoppet med at træne karate. Jeg var, da jeg kom i kontakt med Vince Morris, nået til et tidspunkt hvor jeg følte at alt stod stille. Karate var blevet så videnskabeligt at det mere drejede sig om fysiologi og anatomi end om at træne karate. Alt kunne beskrives i detaljer på et stykke papir i en artikel eller med tegninger af muskler og ……! Gaaaaaab, dybt uinteressant.

Jeg vil TRÆNE karate… ikke betragte det som en videnskab, hvilket jeg egentligt heller ikke tror japanerne nogensinde har gjort, Funakoshi’s karate var ren fysisk træning. At der så fulgte noget mentalt med, var han ganske klar over, og det er også logisk, at presses man hårdt fysidk, presses også psyken, men i det store hele var det beregnet til at være en generel fysisk træning af unge som gamle.

Vi kan træne karate på konkurrence plan særligt mange år. Mon ikke de fleste stopper i 30’erne med at konkurrere (?) ikke nødvendigvis fordi man ikke gider længere, sikkert mere fordi kroppen ikke kan holde til det mere. Stævne karate slider meget på kroppen. Hvad så når man bliver 40 eller 50 og ikke er interesseret i videnskab eller kan deltage i stævnekarate længere ???? Varm op, kæmp, stræk ud, varm op, kæmp osv. Det er håbløst hvis man prøver at holde kroppen varm i de mange timer et stævne kan vare.

Er kæmpere over 50 og stadig deltager i konkurrencer, er det ofte en pinlig affære, og man kunne ønske at de kunne se sig selv !

Når man så ikke kan deltage i stævner mere, og det har været den eneste grund til at man har udøvet karate, hvad er der så tilbage ??? jooeeee, man kunne jo dyrke selvforsvaret i karate og det er netop det jeg har forsøgt at beskrive  ovenfor. I vores kata findes al den selvforsvar hjertet kan begære, det er kun et spørgsmål om at træne med de rigtige mennesker, de mennesker der har forstået hvad karate egentligt er.

Instruktører har en tendens (jeg ved godt at man ikke bør generalisere og jeg ved at dette ikke gælder ALLE instruktører) til at undervise det som de er 100% sikre i, og de ting som altid har været deres hjerte nærmest. Det er der heller ikke ikke noget galt i, det er jo ganske menneskeligt, når blot de så husker alle de andre aspekter af karate. Det er vigtigt at Instruktører om nogen, lægger egoismen, selvhævdelse og trangen til at promovere sig selv (denne promoveren kan have mange grunde) til side og koncentrerer sig om eleven.

Dette kan være enormt svært og jeg ser eksempler på, at selv gamle karate ka’er ikke formår dette, selv meget dygtige karate ka’er. Det synes jeg er enormt ærgerligt, idet denne manglende evne til at sætte andre forrest i sidste ende kan ødelægge alt for både instruktøren og eleven, men især for eleven.

Jeg synes det er helt i orden at nogle klubber lægger deres hovedfokus på sport. Det er deres valg og deres ret. Karate indeholder dog så mange forskellige og spændende aspekter, at det er vigtigt at komme ”hele vejen rundt” og det håber jeg også at de klubber der er fokuseret på sport, husker.

Hvis de gør det, giver de deres elever den bedste oplevelse de kan få, det der har været karates hovedformål hele vejen igennem, nemlig at KARATE ER FOR HELE LIVET.

Ole Nielsen